Nyheder Multibane

Gelsted indvier ny multibane

0

Alle byens borgere inviteres til boldfest og indvielse ved Gelsted Skole, når hele byens nye multibane indvies d. 20. juni 2017 fra kl. 15.30.

Åbningen af byens nye multibane markeres ved en officiel indvielse med deltagelse fra blandt andre Borgmester Steen Dahlstrøm samt Nordea-fonden og DBU´s Multibanepulje, som har støttet med kontante midler til banen.

Aktive mennesker er glade mennesker. Derfor har vi etableret en multibane, der kan anvendes til så mange forskellige slags sport som muligt, og vi har forsøgt at ramme så bredt som muligt.
På vores allesammens nye multibane kan man bl.a. spille fodbold, håndbold, hockey, basket og volley. Her er også byens første tennisbane og, så vidt vi ved, en af de eneste tennisbaner på kunstgræs på Fyn!

I forlængelse af selve multibanen er der lavet et aktivitetsområde med parkour – rails og udendørs motionsmaskiner, og efter sommerferien får vi også en pannabane, som er sponseret af GMF, så vi gør også noget for de mange aktive der gerne vil dyrke nogle af de nyere former for idræt og boldspil, for at fastholde dem i sunde og sjove aktiviteter.

Multibanen ligger på Gelstedvej 29, lige midt i Gelsted Børneunivers, og er kommet op at stå i et samarbejde mellem Gelsted Børneunivers, Gelsted Gymnastik og Idrætsforening og Gelsted Lokaludvalg.

Det er meningen, at banen og aktivitetsområdet bliver et samlingssted, til glæde for så mange som muligt.

”Multibanen tilhører ikke kun Børneuniverset og Fodboldklubben, men det er hele byens Multibane. Den er et fantastisk samlingssted og hjemmebane for boldspillere og motionister i alle aldre, ligesom byens institutioner allerede har taget godt imod banen. Vi vil gerne invitere alle indenfor – uanset om du er medlem af klubben eller ej ” siger formand for Gelsted Gymnastik- og Idrætsforening Kim Lund.

Arbejdet har siden opstarten ved skrivebordet været støttet af mange forskellige parter. Vi har oplevet en meget stor lokal opbakning til projektet, både økonomisk og moralsk. Vi har bl.a. gennem Middelfart Kommune fået andel i EU’s Landdistriktspulje, og derudover har vi fået de største donationer fra Nordea-fonden og DBU´s Multibanepulje, Fionia Fonden og Lokale- og Anlægsfonden.

Den meget store lokale opbakning ses ved, at vi har fået økonomisk støtte og varesponsorater for omkring ¼ mio. kr. fra i alt omkring 20 forskellige sponsorer. IBF Fliser, SuperBrugsen, GMF og mange lokale foreninger og organisationer har bakket op om de planer som Gelsted Børneunivers og Idrætsforening havde om en multibane, og det er vi meget taknemlige for. ”Det har været fantastisk at opleve den store opbakning til projektet og at se forventningens glæde blandt byens borgere”, fortæller Jesper Navne, der har stået for en god del af fundraiser – arbejdet.

Alt i alt viser det, at det kan betale sig at stå sammen om et fælles projekt, og man kan godt fortsætte med at arbejde på projektet selvom man får afslag første gang.

Hvis man er mange om at løfte i flok, så kan et projekt som dette godt lade sig gøre.

Indvielsen vil blandt andet byde på Ballonopstigning og åbningskamp og afsluttes med at banen fremover frit kan benyttes, og med den lækre belysning af Multibanen kan den anvendes døgnet rundt, også når de lyse nætter slutter.

Multibanepulje baner vejen

Nordea-fonden og DBU´s Multibanepulje har med en multibanepulje på 20 millioner kroner gjort det muligt for blandt andet Gelsted at anlægge en af de eftertragtede baner. ”Nordea-fonden støtter gode liv, og for os er fællesskabet nøglen til gode liv. Med de nye multibaner får byer over hele landet et nyt mødested for alle, der vil dyrke boldspil og andre sunde aktiviteter sammen året rundt, ” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Også Dansk Boldspil-Union glæder sig over udsigten til en multibane i Gelsted.

“Det er fantastisk, at Gelsted Børneunivers og Gelsted GG&IF er gået sammen om på frivillig basis at søge støtte og ønsker en multibane, der kan støtte mange forskellige aktiviteter i lokalområdet.
Det siger meget om behovet for multibaner, der kan motivere til nytænkning, fastholde fodboldspillere og udvikle dansk fodbold – og om værdien af vores frivillige foreningsliv,” siger Jesper Møller, formand i DBU.

Multibanen er stort set færdig, og mange børn og voksne kan ikke vente, og har allerede ” uofficielt ” taget den i brug.

Vi glæder os til at se dig til indvielsen!

 

Multibane

 

Program for indvielsen

16.00 Snoren klippes
Taler af:

  • Borgmester Steen Dahlstrøm
  • Repræsentant for DBU / Nordea-fondens multibanepulje
  • Skoleleder Anders Fæster Nielsen
  • GGIF formand Kim Lund

Ca. 16.20 Åbningskamp
Ca. 17.00. Afslutning – banen er fri!

Kontakt

Gelsted G & IF :
Jesper Navne
jesnav19@gmail.com / 42 20 83 66

Nordea-fonden:
Kommunikationschef Tine Wickers
tw@nordeafonden.dk  / 4070 3780

Dansk Boldspil-Union:
Fundraiser Christian Bordinggaard
cbor@dbu.dk  / 4326 5432

Fakta

Nordea-fonden og DBU´s Multibanepulje har støttet anlæg af multibaner med 20 millioner kroner fordelt over fire år.

Støtten har været med til at gøre det muligt at opføre i alt 69 multibaner, og mange flere har søgt om at få del i pengene.

En multibane kan støttes med op til 400.000 kroner.

 

Svar